Jeg synes ikke, jeg slog til i dag. Jeg kunne have gjort mere. Det føltes ikke rigtigt.
Det er sætninger, jeg ofte hører, når mennesker fortæller om deres arbejdsliv.
For der er forskel på at være travl – og på at gå hjem med en fornemmelse af ikke at have kunnet gøre det, du fagligt og menneskeligt vurderede var det rigtige.
Det er ofte dér, moralsk stress opstår.
Ikke fordi viljen mangler. Men fordi mulighederne gør.
Mange kommer hurtigt til at gøre det til et personligt spørgsmål:
Hvorfor kunne jeg ikke rumme det bedre? Burde jeg have prioriteret anderledes?
Det kan være relevante refleksioner. Men nogle gange skygger de for et andet spørgsmål:
Hvad var faktisk muligt?
Det fritager ingen for ansvar. Men det hjælper os med at skelne mellem det ansvar, der er vores – og de vilkår, vi arbejder under.
Den skelnen er vigtig. For hvis vi bliver ved med at forklare alt med os selv, risikerer vi at bære en byrde, som også hører hjemme et andet sted.
Moralsk stress fortæller ikke nødvendigvis, at du ikke gør dit arbejde godt. Den fortæller ofte, at dit arbejde betyder noget for dig. At du stadig kan mærke forskel på det, du gerne ville have gjort – og det, du havde mulighed for.
Det synes jeg, vi skal passe på ikke at sygeliggøre. Det er et tegn på engagement. Ikke på svaghed.
Jeg oplever, at der sker noget vigtigt, når vi giver os tid til at stoppe op. Når vi bliver nysgerrige på det, der er blevet svært, i stedet for hurtigt at forsøge at løse det.
Det er netop de samtaler, jeg skaber rum for i mit arbejde. Samtaler, hvor der bliver plads til at forstå det, der fylder – og sammen finde en vej videre.