Det sker sjældent fra den ene dag til den anden. Det starter stille.
Der bliver lidt mere tavshed på møderne. Eller lidt mere kant. Nogle siger mindre end før. Andre kommer til at fylde mere.
Ingen tænker nødvendigvis, at samarbejdet er blevet svært. Men de fleste kan mærke, at noget har ændret sig.
Det er let at få øje på den kollega, der virker kritisk. Eller den, der trækker sig. Det er sværere at få øje på det, teamet har været igennem sammen.
For de fleste teams bærer på en fælles historie.
Et ledelsesskift. En periode med mange forandringer. Krævende sager og opgaver. En periode, hvor arbejdspresset bare blev ved.
Den slags sætter spor. Ikke fordi mennesker holder op med at ville samarbejde. Men fordi pres påvirker os forskelligt.
Nogle bliver mere direkte. Andre bliver mere stille. Nogle tager mere ansvar. Andre slipper lidt.
Det er sjældent manglende vilje. Ofte er det mennesker, der prøver at finde fodfæste i en hverdag, der har været tung længe.
Derfor hjælper det sjældent at lede efter “problemet”. Det ændrer noget, når vi i stedet bliver nysgerrige på, hvad samarbejdet har været udsat for.
Når forståelsen vokser, falder irritationen. Og nysgerrigheden får lidt mere plads.
Jeg oplever, at der sker noget vigtigt, når et team får lov at stoppe op. Ikke for at placere ansvar. Men for sammen at undersøge det, der er blevet svært.
De samtaler løser ikke alt. Men de gør det ofte lettere at se hinanden igen. Og det er som regel dér, samarbejdet begynder at bevæge sig.
Jeg skaber den slags samtaler i mit arbejde med teams og ledelser. Ikke fordi jeg kommer med færdige løsninger, men fordi et trygt rum og de rigtige spørgsmål gør det lettere at forstå det, der står i vejen for samarbejdet.
Hvis du kan genkende noget af det, er du velkommen til at tage kontakt. Så undersøger vi sammen, hvad netop jeres team har brug for.