De færreste går på arbejde med en plan om at presse sig selv for langt. Det sker som regel lidt efter lidt.
Vi vænner os til at løbe stærkere. Vi fortæller os selv, at det bliver bedre i næste uge. At vi lige skal over denne periode.
Og pludselig er det blevet den nye hverdag.
Noget af det svære ved stress er, at den sjældent larmer i begyndelsen.
Den sniger sig ind.
Måske bliver du mere træt. Mere irritabel. Du sover dårligere. Glemmer lettere. Har sværere ved at holde overblik.
Men fordi det kommer gradvist, er det let at vænne sig til. Og lige så let for omgivelserne at overse.
Din leder kan ikke nødvendigvis se, hvordan du har det. Derfor er det vigtigt at sige noget, før belastningen bliver for stor.
Det er lettere sagt end gjort.
Måske er du i tvivl om, hvad der egentlig er galt. Måske skammer du dig over, at arbejdet er blevet svært. Måske er det netop relationen til din leder, der gør samtalen vanskelig.
Det ændrer ikke ved, at du ikke skal stå alene med det.
Du behøver heller ikke have alle svarene, før du tager snakken. Det er helt i orden at sige:
“Jeg kan mærke, at noget ikke fungerer, men jeg har svært ved at sætte ord på det endnu.”
Hvis du har mulighed for det, kan det være en hjælp at skrive et par stikord ned:
Hvordan har du det lige nu? Hvornår begyndte det? Hvad lægger du særligt mærke til? Hvad fylder mest? Og hvad kunne være en hjælp – også selvom du ikke har den færdige løsning?
Jeg oplever ofte, at det ikke er én ting, der vælter læsset. Det er summen.
Derfor behøver løsningen heller ikke være én stor forandring. Nogle gange begynder den med en samtale.
Jeg ved, at de samtaler kan være svære – både som medarbejder og som leder. Derfor hjælper jeg også med at skabe rammerne for dem. Nogle gange er det netop den første samtale, der gør den største forskel.